Denne artikkel er inspireret af et nyligt møde, jeg havde med en veninde.

Og den handler om noget, jeg længe selv har tænkt på. Nemlig Hvordan Kan Jeg Egentlig Vide At Jeg Har Brug For (Professionel) Hjælp, Og Ikke Bare Er Lidt Almindelig Ked Af Det Eller Træt?!

Jeg har skrevet denne artikkel, fordi der for mig hersker meget tvivl om, hvad vi bør kunne som mennesker, men også hvad vi bør tillade som medmennesker. Dette kommer jeg nærmere ind på, lidt senere.

Lad mig starte med at sige, at jeg ikke tror meningen med livet er, at pine sig selv til døde, over hverken det ene eller andet i sit liv.

Enten dét der ikke fungerer, dét som ikke blev sagt, dét som blev sagt og skulle være forblevet usagt.

I den shamanistiske praksis, arbejder vi med det Uforløste, at finde Kraften frem, i det vi ikke nødvendigvis forstår eller kan se en sammenhæng mellem, og også dét at færdiggøre og afslutte forhold, episoder og perioder i vores liv.

Vi kalder det, at gøre det Ufærdige Færdigt.

Siden jeg trådte ind på shamanens vej, er det vist sig for mig, gang på gang, hvor helligt, befriende og LINDRENDE dette stykke arbejde er.

Jeg tror på en eller anden måde, at vi mennesker, har lært at leve med en hvis smerte i livet. Før i tiden, var denne smerte mere fysisk, men i dag er den også psykisk, i hvert fald i høj grad i vores del af verden.

Aldrig har det været så vigtigt hvad vi spiser, hvad vi laver “efter skole”, hvem vi hænger ud med, hvilket tøj vi har på. Vi kan nærmest ikke lade være med at gå i modetøj, uden at dét også bliver endnu et statement – alt er efterhånden gennemsnasket og trævlet op i endeløse analyser, i medierne (der altid har en kommentar til alt), i familien, og, vil jeg vove at påstå, også i os selv.

Selvkritikken har aldrig haft bedre kår end nu, og aldrig har vi været så langt væk fra naturen som nu, så afskåret fra naturens rytmer og visdom.

Tankevækkende.

VI skal decideret vælge det TIL at ville have det bedre, vælge det TIL at slå FRA (som Brinkmann så smukt er inde på i hans forfatterskab og arbejde), vi skal sige FRA for at vælge STILHEDEN til.

Sådan har det vist aldrig rigtigt nogensinde været i vores livshistorie. “Sluk lige fjernsynet, venner,  jeg har brug for at lave “ingenting””.

Hvordan ved vi, at den naturlige”kedsomhed”, eller hvile, eller ro i kroppen ikke er produktiv på sin egen måde? Hvordan ved vi, at ensomheden er ved at tage over, netop som vi har valgt “intetheden” til? Og hvornår kommer Gud ind i billedet (eller ånderne, livets sang om du vil), når vi hele tiden larmer – og larmer, selv når vi er stille? Så larmer vi bare oppe i hovedet istedet.

Shamanismen lærer os, at der findes ro i naturen, at hvert enkelt individ rummer potentialet for stilhed og væren. Dyrene går det bedre end os (tænker ikke såmeget 😉 ) og planterne, ja de ER nærmest bare til, helt uden at bekymre sig om noget.

Vi ved dog, naturligvis, at planter har intelligens. Det har dyr også.Det har hele livets kredsløb,

også os mennesker.

Spørgsmålet er, om vi udnytter vores iboende intelligens til fulde? Eller om vi, som så mange andre før os lemmings, løber ud over kanten, hvis de andre gør det?

For mig er vi landet i en tid der kræver et enormt ansvar.

Vi skal tage ansvar for vores eget ve og vel.

Vi kan ikke blot skælde skylden på “de andre” (sygehusvæsnet, politikerne, skolelederen eller naboen). Ikke uden at miste noget, som er vores dyrebareste Guld; vores egen LivsKraft.

Shamanismen arbejder med LivsKraft.

Ikke med magt.

Og ikke med stilling og status.

Vi er alle sammen lige.

Hver og een.

Og der er ingen der har fortjent livet mere, eller mindre end nogen andre; hverken dyr, planter eller mennesker. Eller elementerne for den sags skyld. Vi lever sammen,

We Are In This Together.

Men hvad sker der så, når jeg pludselig ikke føler mig, som et del af et “Vi”? Når jeg føler mig afskåret “Vi’et”, eller ikke længere kan stå inde for det de andre gør?

Betyder det så, at jeg er syg?

Ikke nødvendigvis.

Kompleksiteten i vores verden er jo netop, at et individ kan være rask, selvom samfundet er sygt.

Og jo flere individer der er raske, jo bedre bliver vores samfund.

Men hvad hvis samfundet gør os syge?

Må vi så lave et under-samfund, et paralel-samfund, som vi kan føle os en del af? På sin vis ja, og det har vi jo allerde gjort, ved alle vores subkulturer, foreninger og hjertesager (alternative behandlere!) som findes i Dagens Danmark.

Tilbage til overskriften af denne artikkel.

Hvis samfundet er sygt, og jeg er rask, hvordan kan jeg så vide, at jeg er rask, når jeg ikke har ydre parametre, der bekræfter min sundhed?

Betyder det, at vi taler om en Indre Viden, en Indre Sundhed, som er iboende i mennesket, og som vi genkender, når vi møder den (er i den), uden andre behøver at “belære os” om den?

I så fald, er det interessant at tænke på,

Hvad der skal til, for at aktivere denne iboende kraft, vække den så at sige.

Når alt kommer til alt, er det umuligt at vide OM man er rask eller syg, hvis ikke man er rask. ed andre ord, man kan ikke vide om man er rask eller syg, hvis man er syg. Det kan man kun hvis man er rask.

Alligevel kan man mærke, at man ikke føler sig godt tilpas.

At man ikke præsterer, eller tænker, eller handler, som man gerne ville.

Man ville måske gerne kunne acceptere noget, men hver gang man tænker på det, synes det umuligt. Man ville måske gerne tage kontakten op med en, en man har savnet eller glemt, og sige undskyld, men det virker så forkludret. Eller man ville måske bare gerne holde sit løfte til sig selv om, at gøre det bedre, være sundere, raskere, gladere – men hvordan gør man dét??

Mit udgangspunkt, og min erfaring siger mig at vi alle sammen lever det aller bedste vi kan. Det betyder med andre ord, at hvis du ikke selv formår at hive dig ud af den suppedas, depression, ked af det hed, tankegang, eller hvad det nu kan være, som du kan observere der spænder ben for dig – Jamen så KAN DU IKKE!

Du er ikke Superman (woman). Jeg er ikke Superman (eller Woman!).

Jeg er ikke interesseret i at være Superwoman. Jeg er interesseret i, at leve med et åbent, tilgivende hjerte.

Dét vil jeg gerne.

Og for at kunne det, må jeg bede om hjælp.

Nogen gange fra mine åndefæller og Kraftdyr (de står ret øverst på listen 😉 ) andre gange fra terapeuter, venner, behandlere, kunstnere, eller bare naturen. Som altid er til rådighed, og står så smukt og gerne tager imod, for det meste. Tjek lige 😉

Pointen er, at hvis jeg ikke selv, kan rode mig ud af det jeg har gang i, uden at lave et større rod, end jeg allerede er i, så er det til for hjælp.

På et tidspunkt hvor man er meget lav i energi, og er usikker på sit eget værd, sjæl og/eller ståsted i livet, er et utroligt svært sted, at bede om hjælp fra. Det er jo netop hér, jeg har lyst til at grave mig allermest ned, skærme mig for omverdenen, osv.

Men det har jeg prøvet.

Og hvad der kom ud af det, var IKKE noget kønt syn, og bestemt ikke Guds værk, hvis du spørger mig.

Det var mit.

Øv.

At bede om hjælp, når det bliver uoverskueligt at være i live, er meget personligt. Det er ensomt. Og det er svært.

På en eller anden måde, føler jeg i hvert fald, at, at bede om hjælp er, at “kaste håndklædet i ringen”. Det er det vel på sin vis også.

Men hvad er håndklædet? Og hvad er ringen? Er håndklædet smerten? Og ringen det smides ind i, Jorden?

Det er vel ikke så svært? Eller dumt, igen?

Vi lever desværre i en tid, hvor at kunne klare sig selv, på bekostning af ens eget helbred, har vundet et bemærkelsesværdigt indpas.

Desværre.

Du ved, at du har brug for Hjælp, udefra, når:

• Du, over en længere periode, ikke ved om det er rigtigt det du gør, eller om det overhovedet betyder noget, det du gør på sigt, eller lige nu.
  
• Du skælder alle ud, er vred, agressiv og i “krigs-mode” lige meget hvad du gør, eller siger, og uanset om andre gerne vil hjælpe dig eller ej.
• Du mærker en vedvarende, uforklarlig lyst til at trække dig, eller ikke at deltage i sociale arrangementer, du mærker en ked af det hed, over at være i live, eller en smerte ved at skulle præstere selv de “simple” ting; gå på arbejde, tage opvasken, eller hente ungerne fra skole.
• Du oplever, at du “Går i ring”; det du laver nu, har ikke ændret sig de sidste to, tre, fire år, selvom du gerne ville det, og har gjort, mener du, hvad der skal til, for at løse det.
• Begynder at få uforklarlige smerter i kroppen, stik, eller smerte, søvnløshed eller andre symptomer på, at kroppen er i uro eller ubalance.

Denne artikkel har til hensigt at sætte en lup henover den del af os, der venter ALT for længe med at bede om hjælp.

Os, som godt ved, at noget ikke er helt vel, og ikke ANER hvordan vi skal løse det!

Den gode nyhed er, at vi ikke behøver at vide hvordan vi løser det, det starter med ØNSKET om forandring.

En shamanistisk trommerejse, eller personlig ceremoni, en aften i Månens Skær, kan løsne og lindre og hjælpe på de værste problemstillinger.

Men hvis du selv er problemet, i din egen ligning, vil du aldrig kunne hitte ud af at heale dig selv, alene, og det er slet ikke, heller meningen.

 

God vind, og må de lette vinde løfte dig opad, og Hjemad, også i din Søvn.

Lone.

xxx