Bio

 

Lone Aabrink (f. 1984) er uddannet cand. design med speciale i illustration fra Designskolen Kolding. Her følger et uddrag af hendes liv med kunsten.

Jeg begyndte at tegne som barn.

Som teenager læste jeg Calvin & Hobbes (Steen & Stoffer) og hestemagasinet Wendy.

Jeg lærte at tegne heste, og brugte mine sommerferier på at tegne og fortælle historier.

I 2007 kom jeg på udveksling på kunstakademiet i Sydney, og fik jeg mulighed for at arbejde mig tættere ind på en af mine største inspirationskilder: maleren Jean-Michel Basqiuat, der i en alder af kun 27 år døde af en overdosis.

Hans billeder tænder mig fordi de giver udtryk for en vildskab der også findes i mig. De fortæller i alt deres virvar historier om at høre til, indre sindstilstande, længslen efter en gud eller mening samt om at have døden helt tæt på.

I Sydney begyndte jeg at arbejde struktureret med, at gengive historier i billeder, at fortælle mine egne historier. Og jeg blev mere interesseret i, og klar over mit eget udtryk.

Basqiuat var desuden interesseret i anatomi.

 



The Tubes, 2007. Jeg arbejdede i akryl og med ting jeg fandt på gaden. Billedet her er lavet af en papæske med papir ovenpå. Historien handler om en fyr jeg kom i kontakt med som havde været på hospitalet. Han gik ofte i hættetrøje og duftede godt. 


 

Mit ophold i Australien satte dybe spor i min tilgang til kunsten og det kunstneriske miljø.

Jeg afsluttede min bachelor på Designskolen Kolding med et projekt på 8 større værker med udgangspunkt i den shamanistiske sjælerejse; trommerejsen.

 

 

Jeg tog herefter på udveksling i Slovenien, på deres kunstakademi samt designskole.

Til mit afgangsprojekt på Designskolen Kolding aftalte min vejleder og jeg ikke at lave endnu et bachelor projekt, da vi mente at jeg allerede kunne det. Jeg kastede mig derfor ud i noget for mig helt ukendt og langt mere arkitektonisk, da jeg designede et fællesrum til hospice.

Efter endt ophold i Slovenien og Australien tog jeg til Bornholm for at gå i mesterlære hos den impressionistiske oliemalerinde Anne Cirkola. Her lærte jeg for alvor at få styr på komposition, farvelære og teori og bruge det i mine billeder.

Van Gogh, Gauguin og Monet blev nye læremestre.

Efter alt jeg havde lært, måtte jeg tilbage til tegningen for igen at føle mig hjemme og afslappet i maleriet. I sommeren 2013 tegnede jeg en serie billeder til udstillingen In Great Company, som blev min hyldest til tegneserien, og det tegnede barnlige, fortællende udtryk.

 

 

 

Jeg arbejder nu i Kunsthuset Løvens Hule tæt ved Køge by.

 

 


SE MERE / CV · Video Introduktion · Malere jeg inspireres af